Overalt i landet oplever brandvæsnet hvert år brande i forbindelse med julen. Langt de fleste kunne let have været undgået. Herunder finder du gode råd til, hvordan du kommer sikkert igennem juletiden uden at gå på kompromis med hyggen.
5 gode juleråd
- Hold opsyn med levende lys - og sørg for at de holder afstand til håndsprit, gardiner og andet brændbart. Anbring lysene, så de ikke kan nås af børn, hunde og katte - og sluk dem, når du forlader rummet eller hjemmet.
- Hav altid vand i nærheden. En vandkande med spreder eller en blomsterforstøver er effektiv. I tilfælde af en lille brand, er en sodavand også en effektiv ildslukker. Ryst flasken og hold en finger for åbningen.
- Hold altid øje med gryder og pander på komfuret. Hvis der går ild i fedt, olie eller friture: Læg låg på, så ilden kvæles, og sluk for varmen. Læg aldrig brændbare ting fra dig på komfuret.
- Undgå skorstensbrand, og fyr kun med tørt og rent brænde.
- Anskaf dig røgalarmer til dit hjem - og sørg for at teste dem løbende.
Juledekorationer og kranse
- Brug selvslukkende lys i kranse og dekorationer.
- Brug lysmanchetter af stanniol.
- Fastgør lysene, så de står stabilt.
- Placer lysene, så de kan brænde frit med god afstand til brændbart pynt og bånd.
- Placer kransen eller dekorationen, så den ikke er i nærheden af gardiner eller andet, der let kan antændes som for eksempel grene og pynt.
- Stil den på et ubrændbart underlag frem for direkte på bordet.
- Stil ikke lys på tv, radio eller andre lune steder.
- Det sikreste er at holde lys og dekorationer adskilt - eller at brandimprægnere dekorationerne.
- Hænger kransen i loftet, bør den hænge i ståltråd og ikke kun i de kulørte bånd, som meget hurtigt brænder over, hvis uheldet er ude.
Juletræer
- Sørg for at træet er så friskt som muligt. Helst nyfældet.
- Skær et par centimeter af stammen, og stil træet i en spand vand.
- Opbevar træet udendørs, og tag det først ind tidligst Lillejuleaften.
- Når træet hentes ind, skal du bruge en stabil fod, så det ikke kan vælte. Helst en fod med vand - så drysser det heller ikke så let.
- Det sikreste er at bruge elektriske lys, men vælger du at bruge levende lys, så vælg selvslukkende lys i ubrændbare lysholdere.
- Placer lysene frit, så flammerne ikke kan antænde grene og pynt.
- Husk at have en spand vand eller en vandkande med spreder i nærheden.
- Smid træet ud hurtigst muligt efter juleaften.