Forbered dig på kriser med et hjemmeberedskab

Myndighederne anbefaler at du og din husstand er forberedt på at kunne klare sig selv i tre døgn

Du er en del af beredskabet
Danmark er grundlæggende et trygt og sikkert land. Vi lever i et af verdens mest udviklede og digitaliserede samfund med en veludbygget og sammenhængende infrastruktur, som betyder, at vi i hverdagen har en stabil adgang til basale fornødenheder som strøm, vand, varme, kommunikation og fødevarer. Men det moderne samfund er også sårbart. Det gælder ikke mindst i krisesituationer. Et kortere eller længere nedbrud på ét område kan få store konsekvenser på tværs af andre områder. Det gælder fx adgangen til strøm, vand og indkøb af basale fornødenheder i kortere eller længere perioder. Uanset hvad årsagen til en krise måtte være, kan du spille en aktiv rolle i at sikre, at du selv, din husstand og samfundet kommer godt igennem krisen

Tre dage
Det er myndighedernes anbefaling, at du og din husstand kan klare jer i tre døgn, hvis en krise rammer. Hvis du er forberedt og i stand til at tage dig af dig selv og dine nærmeste, kan myndighederne fokusere kræfterne dér, hvor behovene er størst, og arbejde på at normalisere situationen. Jo flere der er i stand til at klare sig selv og hjælpe andre omkring sig under og umiddelbart efter en krise, jo stærkere står vi som samfund.

Læs mere i denne folder og på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.