Flugtplan

Flugtplan

Et hus bliver fyldt med røg i løbet af ganske få minutter. Derfor er det en god idé på forhånd at have overvejet, hvordan du og familien kommer sikkert ud, hvis jeres hus brænder.

Sæt kryds på en tegning ved alle døre, udgange og vinduer, der kan anvendes til at komme ud af. Tag familien med rundt i huset og tegn sammen døre og vinduer ind på en tegning. Tal sammen om, hvad I skal gøre, alt efter hvor det brænder.

 

Det er særligt vigtigt at finde ud af, hvad I skal gøres, hvis de sædvanlige udgange som trappe, gang og entré er spærret af ild og røg. Det er selvfølgelig også vigtigt, at børnene ved, hvordan de kommer ud. Forklar dem, at de ikke må ”gemme” sig for ilden.

 

Hvordan kommer vi ud?

Når I laver flugtvejsplanen, skal I huske at svare på følgende: 

- Skal vi bruge en stige, og hvor er den placeret?

- Skal vi bruge nøgler for at komme ud?

- Er nogle udgange spærret? Er fx køkkentrappen blokeret af køleskabet?

- Hvor mødes vi uden for huset?

- Hvordan fungerer planen om natten?

 

Gør det til en leg!

En sjov måde at træne flugtvejsplanen med børnene er at lade alle i familien forsøge at komme ud af huset med bind for øjnene. Lær børnene, at de skal kravle ud. Røgen stiger til vejrs - og det betyder, at der er mest ilt nede ved jorden, når det brænder.

 

Husk at der skal være én til at modtage brandvæsenet, som kan fortælle:

- Om der er personer, der ikke er kommet ud

- Hvor det brænder

- Hvordan brandvæsenet kommer ind

 

Afprøv eventuelt planen. Her skal brandvæsenet dog ikke alarmeres!