Lej en bunker

Lej en bunker

Langtidsleje af dækningsgrave

I Aarhus har du mulighed for at leje en dækningsgrav (bunker).

En dækningsgrav kan anvendes til mange formål, det er kun fantasien, der sætter grænser. Din idé er sikkert lige så god som alle andres. Kommunens byggemyndighed skal dog godkende formålet.

Vi har blandt andet forespørgsler på dækningsgrave til brug af fx.

- Øvelokale for musikgrupper

-Opmagasinering, f.eks. vinlager

- Foreningslokale

- Opbevaring af frugt & grønt

- Lagerrum for håndværkere

- Cykelparkering

- Udstillinger

 

Dækningsgrave - baggrund

Byens dækningsgrave (også kaldet bunkere) blev opført i 1944/45 og 1952. Det var fra starten planen at opføre ca. 6.000 rum i hele landet.

Ved krigens afslutning stoppede opførelsen. De uheldigste placerede blev nedrevet, men allerede i 1952 blev der igen opført nye dækningsgrave. Da disse byggerier var færdige var der ca. 3.000 rum i hele landet, hvoraf ca. 300 i Aarhus kommune.

Gennem de sidste 50 år er der fjernet nogle få rum i Aarhus Kommune for at gøre plads til nye bygninger og veje. I dag er stadig mere end 250 rum.

Der fandtes oprindelig 25 for­skellige typer dæk­ningsgrave i landet. I Aarhus Kommune findes der i dag 6 til 7 forskellige typer, hvoraf 4 er egnet til udlejning. De er rå betonbygningsværker, med 1 til 3 rum, helt eller delvist nedgravet og dækket af jord.

Nyistandsatte anlæg

Vi håber at kunne opstarte ca. 10 nye rum om  året.

Det sker ved at vi får tømt anlægget for materiel, indlagt elektricitet, fugtbehandlet betonen, foretaget småreparationer, isat låge på nedgangspartiet m.v.

Hvis det drejer sig om 2-rums anlæg til musikøvelokaler el.lign., bliver der også installeret et internt brandvarslingsanlæg og opsat en trykladet  vandslukker.

Lejeren skal så sørge for at indkøbe og vedligeholde en affugter, en elektrisk varmeovn, samt en ventilator, der kan udskifte ca. 25 m3 luft pr. time gennem det udluftningsrør, der forefindes i alle kupler.

Når Kontoret for Beskyttelsesrums overordnende klargøring med nedgangs­partiet og materiellet og evt. elektri­citeten er i orden, står det dig frit, hvordan du vil ind­rette dig i dæknings­graven, så længe du ikke foretager indgreb i selve konstruktionen. Der er dog visse krav til den maling og de materialer, der anvendes.

I øvrigt er det ikke tilladt at ændre på det udvendige areal over og omkring dækningsgraven, med mindre, der specielt er givet en tilladelse til dette fra Kontorets side.

Type 1: Vandret snit (set fra oven). 1 rum på ca. 33 m2 med en lofthøjde på 0 - 2,55 m-

Type 1A: Vandret snit (set fra oven). 2 rum på tilsammen ca. 66 m2 med en lofthøjde på 0 - 2,55 m.

 

Priser

Kontakt Østjyllands Brandvæsen

Kontaktperson: Thorbjørn Jørgensen

Mail: tj@ostbv.dk

Tlf: 8676 7701